
Allan René Olesen
Baggrund
Allan
er født og opvokset i fiskerbyen Agger i Thy og det skinner igennem i
hans til tider tørre og humoristiske tilgang. Herefter blev det Århus
og kærligheden der trak. Allan er uddannet indenfor
erhvervsrejsebranchen, hvor han har været sælger og tariff ekspert.
Internt har han forestået udvikling af undervisningsmaterialer,
undervisning, coaching, projektledelse og implementering af
operativsystemer i Skandinavien. Eksternt har han gennem 6 år
sideløbende undervist for Rejsebranchens Uddannelsescenter.
Midt i
alt dette spændende blev Allans verden brutalt rykket rundt til
uigenkendelighed. En 18 årig mand faldt i søvn i en modkørende bil med
160 kmt. Allans søster mistede livet, Allans kone blev svært kvæstet og
Allan selv blev ødelagt i en sådan grad at lægerne ikke gav ham mange
chancer for overlevelse. Allan kom igen, blandt andet i kraft af en
ukuelig vilje og lyst til livet.
Nogle år senere, og som en naturlig konsekvens af den ændrede livsbane,
stiftede Allan konsulentvirksomheden Addfocus. Virksomhedens tema var
og er til stadighed:
”LYST TIL LIVET”. Allan startede oprindeligt Addfocus ud fra et
dybtfølt ønske om at gøre en forskel for mennesker og organisationer i
forhold til mellemmenneskelige relationer og udbyggelsen af disse.
Ressourcer
Allan er en humlebi, som ikke er klar over at han ikke kan flyve, er
autodidakt foredragsholder, ICC Coach, proceskonsulent, latterkonsulent
og kursusleder.
Det driver værket
Allan er vild med mennesker og det mærkes. Han er overbevist om at der
i ethvert menneske gemmer sig et "verdensmesterskab" og det virkelig
interessante og væsentlige er, hvordan vi finder dette i den enkelte og
lade dennes ressourcer komme til fuld udfoldelse. Ledelse er ikke så
meget en stilling, som det er en indstilling. Sand leder er man der,
hvor man kan få andre til at blomstre og udleve deres
"verdensmesterskaber".
Mantra "Det er ikke så interessant, hvad der sker med dig, som hvad du vælger at gøre med det!"
Asbjørn Gustav Christensen
Baggrund
Asbjørn er født og opvokset i sin barndom. Der med lidt skiftende adresser, centrerede sig i de små byer i nærheden af Århus.
Han blev ansat som proceskonsulent i Addfocus i 2007. Oprindeligt er
han uddannet social pædagog, og arbejdede efterfølgende med aktive
misbrugere på gadeplan igennem 4 år. Her var arbejdet kendetegnet af et
miljø hvor der leves fra hånden til munden, og hvor det først og
fremmest handler om den daglige overlevelse, så tilværelsen ofte
anskues i et perspektiv på kantstens-niveau.
Herefter røg han på Psykiatrisk Hospital i Risskov...... som
medarbejder, på en lukket ungdomsafdeling med akut modtagelse af unge
mellem 14 - 21 år.
Igennem 6 år i dette regi, blev han blandt andet ansvarlig for
undervisningsprogrammer og implementering af redskaber til
konflikthåndtering og forebyggelse af potentielt voldelige konflikter.
Via disse arbejdsfelter, har Asbjørn arbejdet intensivt med kommunikative processer og konflikthåndtering i ekstreme miljøer.
De sidste par år har budt på en lang række udfordringer i privatsfæren,
hvor 2 skønne unger på henholdsvis 1 og 3 år har beriget tilværelsen
for Asbjørn og hans dejlige kone Vivi. Midt i glæden og stoltheden over
forældrerollen blev alle drømmene og forventningerne udfordrede, da det
viste sig at begge børn har hver deres kroniske sygdom. Disse
omstændigheder har fået afgørende indflydelse på Asbjørns indstilling
og tilgang til tilværelsen, og har i særdeleshed givet indsigt i at
et aktivt valg af fokus kan gøre en stor forskel. Asbjørn kommenterer
situationen med dette tankestrejf;
Livet er forunderligt - Det er ikke alle erfaringer som livet giver os,
vi vil have hvis vi kunne vælge. Men når livet alligevel påtvinger os
det, så kan der opstå indsigter, erfaringer og erkendelser, som bliver
så betydningsfulde at vi aldrig ville være disse foruden.
Ressourcer
Asbjørn har været tilknyttet Addfocus som ekstern konsulent, siden
opstarten af virksomheden i 2004. Gennem disse år, har han arbejdet som
proceskonsulent, foredragsholder, coach og facilitator på en lang række
opgaver. Endvidere er han uddannet konflikthåndteringsinstruktør.
Asbjørns store styrke er evnen til at kommunikere skarpt og præcist, i
en form der er let forståelig og indfanger alle deltagere.
Det driver værket
Asbjørn er en meget dynamisk, refleksiv og procesorienteret konsulent
med commitment og hjerte. Han elsker at indgå i dialog med mennesker i
fremtidsorienterede processer – Og det mærkes! Han er overbevist om, at
de relationer vi mennesker evner at skabe omkring os, har afgørende
betydning for vores egen trivsel, glæde og lyst til livet. Arbejdet med
minoriteter i ekstreme miljøer, har skabt en bevidsthed om, at al
adfærd tjener et formål for den der udfører handlingerne - uanset hvor
meningsløst omgivelserne opfatter det. Det er således betydningsfuldt
at se bag om handlingerne og lede efter intentionerne bag.
Mantra "Mod er frygt der holder sig ét minut længere"
tilbage